Kunsten at glemme sig selv

Dette er et uddrag af indledningen til bogen “Kunsten at glemme sig selv” (Forlaget Klim, 2020). Bogen kan købes i bogbutikker og online.

“Why am I so unhappy? Because 99% of what I think say and do is for my self – and there isn’t any!” ­- Achaan Anando

Der er en sætning, jeg stødte på engang, som har forundret mig lige siden. Den fremstår harmløs – der er for så vidt intet bemærkelsesværdigt ved den. Den er taget ud af en helt almindelig hverdagssammenhæng. Hvis man sagde den højt, ville man ikke bemærke det. Og dog er der noget grundlæggende forstyrrende ved den, hvis man ser lidt nærmere efter. Her kommer den:

Jeg ved, at det var mig, der gjorde det, men jeg var ikke mig selv.

Tag og læs den et par gange.

Hvad foregår der egentlig her? Hvem er klar over, at hvem gjorde hvad – og hvem er hvem egentlig? Lad os prøve at skille tingene lidt ad. Vi har altså et ”jeg”, der ved noget. Jeget ved, at det var ”mig”, der gjorde det (sagde noget dumt, gjorde noget kikset – hvad end det nu måtte være). Et ”jeg”, altså, der ved noget, og et ”mig”, jeget ved noget om. Og så – for at det ikke skal være løgn – er der også et ”selv”, og ikke nok med det: jeget mener endda, at det faktisk ikke var dette selv i øjeblikket. Hvor mange personer tæller vi her? Én?

Det interessante er, at det her ikke bare er et spørgsmål om grammatik. Foldet ind i vores hverdagssprog ligger her en erfaring, som de fleste af os nok vil kunne nikke genkendende til – men som bliver både mere og mere sær og mere og mere kompleks, når vi tænker nærmere over den. Nemlig at jeget, miget og selvet ikke altid – og måske faktisk slet ikke – er den samme ting. Og det på trods af at vi (da i hvert fald for det meste) føler os som én sammenhængende person.

Hvad taler vi egentlig om, når vi taler om et selv? Ordet dukker op så ofte og så mange steder – og det føles så grundlæggende – at de fleste af os nok umiddelbart vil mene, vi ved, hvad det betyder. Men når vi begynder at undersøge det lidt nærmere, er det ikke så enkelt endda. Faktisk vil de fleste opleve, at det kræver ret stor anstrengelse, og at man godt kan blive lidt søsyg af at forsøge at finde ud af, hvori ens selv består. Igennem menneskehedens historien er der da også blevet givet mange forskellige bud på, hvad selvet er, og hvordan man kan tænke over det uden at blive svimmel. Og i dag er de teorier, vi har om selvet så forskellige, så modsatrettede og så indbyrdes uenige, at det kan være vanskeligt at se, om der overhovedet er tale om det samme fænomen. Og det er der ofte ikke.

Nogen taler om selvet som et indlejret og indbygget træk ved bevidstheden. Som selve udgangspunktet for at have en bevidst oplevelse af noget. Andre taler om selvet som en permanent og uforanderlig substans, der findes i hvert individ. Måske en kerne, der kan være god eller dårlig, eller måske et kim, der kan vandes og plejes og vokse. Og igen andre taler om, at vi har mange forskellige socialt konstruerede selver, der er skabt i den sproglige omgang og de mange sociale spil, vi mennesker har med hinanden. Måske kan vi således på én gang både være en god forælder, en dårlig ven, en middelmådig skakspiller, en omhyggelig gartner, en hardcore gamer og en blid massør. Nogle taler om selvet som et objekt, noget vi kan rette opmærksomheden imod og gøre os bevidste om, andre taler om selvet som subjektet, selve det, der retter opmærksomheden. Hvis du er humanistisk indstillet som psykolog, taler du om kerneselvet, og hvis du er narrativt indstillet, taler du om selvfortællinger. Og så er der dem, der påstår, at selvet slet ikke findes.

Selvbegrebet er afgørende rent teoretisk, men det er også vigtigt helt ned i vores daglige omgang med hinanden. Hvordan vi indgår i samtaler, om det er professionelle rådgivende eller terapeutiske samtaler, eller helt almindelige hverdagssamtaler, er stærkt påvirket af vores forståelse af selvet. Og vi går alle rundt med en sådan forståelse, om vi gør os det klart eller ej. Ser du således personen over for dig som en person med en permanent kerne i sig, som er den, hun virkelig er? Eller som et produkt af de sociale sammenhænge, hun indgår i og er del af? Som et krydspunkt mellem ubevidste drifter og samfundets normer? Eller som en samling af fortællinger? Er personen grundlæggende permanent eller foranderlig? Eller er personen grundlæggende selvløs?

Det, som jeg i denne bog vil kalde det selvløse perspektiv, arbejder med den ide, at selvet er en mental konstruktion. Og at den fornemmelse, vi har af at være et selv, et jeg, et mig, der eksisterer konkret, som et uomgængeligt centrum – et midtpunkt for alle vores oplevelser, eller som en lille hård nød eller kerne i os, i og for sig selv – egentlig er en illusion. Selvløshed kan godt virke misvisende, og måske medfører det også nogle ubehagelige og uhensigtsmæssige associationer til, at man ved at praktisere selvløshed skulle ”forsvinde” eller destruere sig selv. Handler det om at dø? Er der overhovedet noget tilbage, hvis jeg bliver selvløs? Men pointen er egentlig ikke, at noget skal forsvinde, dø eller destrueres, selvom det ofte fremlægges sådan. Det handler derimod om at gennemskue selvet – at se det som den mentale konstruktion, det er, og ikke som noget, der konkret eksisterer i verden.

Selvet eksisterer altså fra dette perspektiv som mental konstruktion. Når vi siger ”jeg”, så refererer vi ikke til et selv, der konkret findes, men skaber derimod en mental konstruktion, en fornemmelse af noget, vi kalder ”jeg”, men som reelt ikke er andet end denne mentale konstruktion. Så findes selvet, eller findes det ikke? Det findes ikke som noget virkeligt substantielt i verden, men det findes som mental konstruktion, og vi er i stand til at gennemskue det som den konstruktion det er, og dermed gøre os fri af det. Ikke fri for det, for så ville vi have svært ved at fungere i verden – mere om det senere. Men fri af det – også mere om det senere.

Det lyder måske forvirrende – som om, man kunne blive i tvivl om, om vi overhovedet findes – men pointen her er ikke, at vi ikke findes. Det gør vi. Pointen er blot, at den fornemmelse vi har af et selv, ikke er andet end en fornemmelse – den refererer ikke til noget, der eksisterer konkret i verden. Og set fra det selvløse perspektiv er det selvet, der er dybt forvirrende. Det er et fænomen, vi tager for givet som det mest naturlige i verden, og dog er det, når vi undersøger det nærmere, langt mindre håndgribeligt. Lad os bare tage vores sætning fra indledningen: 

                          Jeg ved, at det var mig der gjorde det, men jeg var ikke mig selv.                 

Den samme person kan både være et ”jeg” et ”mig” og et ”mig selv” på samme tid, på trods af at alle tre begreber refererer til noget forskelligt. Hvem af dem er jeg så? Svaret, set fra det selvløse perspektiv er, at vi ikke er nogen af dem, men at de alle er mentale konstruktioner med forskellige formål. De er repræsentationer, vi skaber for på forskellige måder at kunne handle hensigtsmæssigt i verden. Der er en mental konstruktion af et jeg, der kan rette opmærksomheden mod en mental repræsentation af sig selv, det vil sige det, der er mig. Og dette mig kan udfoldes yderligere med forestillinger om, hvad det er på tværs af tid, sådan at oplevelsen af, hvad der er mig selv opstår. Der er altså jeget der ved, miget som jeget retter sig imod, og mig selv som er den mere udstrakte forståelse af selvet over tid.

Men hvem eller hvad er vi så, hvis vi ikke er selvet? Ville vi ikke forsvinde, hvis vi skulle forestille at blive selvløse? Det bliver en central pointe i denne bog – og vi kommer til at møde en række resultater, der peger på det – at der for så vidt ikke er noget, der forsvinder. Heller ikke selvet, i hvert fald ikke permanent. For vi har brug for selvet i dets forskellige variationer for at kunne fungere i verden. Alt fortsætter med at være, som det er, men troen på selvets konkrete, substantielle eksistens ophører, og dermed stopper vi også med at være bundet så stramt til selvets behov og interesser.

Og hvorfor skulle det være en fordel? Hvis selvet er så velfungerende til at få vores hverdag og aktive liv til at hænge sammen med al den tilhørende kalenderplanlægning, jobsøgning, studieliv, forældre-intra og familiefester, hvorfor er det så en god ting at slippe for det? Jo, fordi selvet er involveret i en stor del af den mentale aktivitet, der skaber den lidelse, vi oplever. Det kommer åbenlyst til udtryk i almene selvcentrerede mønstre, de fleste kan genkende i et eller andet omfang, som for eksempel i lavt selvværd eller dårlig selvtillid, ved selvhad eller overdrevet selvbevidsthed. Men selvet er også mere subtilt i spil i en lang række andre lidelser. For som oftest når vi bekymrer os, når vi stresser, når vi ruminerer og tankemylderet kører i ring, eller når vi bliver angste, så har selvet en finger med i spillet – måske fordi jeg er bange for, hvad de andre tænker om mig, eller fordi jeg ikke er god nok, eller fordi jeg ikke er elskelig eller jeg ikke har ret til at være her. Selvet spiller en enormt central rolle i vores mentale liv, og som oftest når vi undersøger til bunds, hvorfor vi selv eller andre har det dårligt, finder vi, at det har noget med selvet eller vores syn på selvet at gøre.

Pointen her er, at når vi bliver mindre selvcentrerede, bliver vi mindre selvkritiske, mindre selvoptagede, mindre egoistiske og mindre selvbevidste, vi tager ting mindre personligt, bliver mindre styret af vores behov for anerkendelse og tilfredsstillelse – vi bliver i det hele taget mentalt friere og mindre fastlåste i bestemte idéer om, hvem vi er. Og fra dette ståsted er der plads til mere kærlighed, venlighed og hjælpsomhed, mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden. Og nu understøttes det af forskningen – at denne form for væren er bedre for vores mentale trivsel.

Dette er et uddrag af indledningen til bogen “Kunsten at glemme sig selv” (Forlaget Klim, 2020). Bogen kan købes i bogbutikker og online.